Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/301

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

287

frem at sige ham, hvor han var, men omskrev Navnet Helvede saa godt, jeg formaaede.

Han faldt et Øjeblik hen i Tanker, og brød derpaa igjen ud i Jammerklage.

— O, jeg Elendige! Træd mig under Fødder, spyt mig i Skjæget, om Du vil! Jeg fortjener det ikke bedre. Hør engang! Jeg vil bekjende hele min Daarskab og Usselhed for Dig. — Du seer vel, at jeg er en Konge. I vidt fremrykket Alder kom jeg paa Tronen og modtog et mægtigt og blomstrende Rige. Men det var mig ikke Nok. En Orm nagede i mit Indre. Jeg kunde ikke finde mig tilfreds med simpelthen at gjøre mit Folk lykkeligt; jeg vansmægtede efter at opnaa krigerisk Berømmelse, ligesom de ypperste af mine Forfædre. I forfængelig Hu havde jeg strax antaget Kaisernavnet. Det store Navn gjorde store Fordringer. — Jeg maatte lægge een eller anden Konge for mine Fødder.

Jeg var allerede en Olding; det hastede altsaa. Indtil da betyngede Intet min Samvittighed. I Fred og salig Fortrøstning, under tusinde Velsignelser kunde jeg have lukket mine Øjne. Men jeg var Daare nok til at see bort fra alt dette. Krig maatte jeg have. Med mine store og mægtige Naboer vovede jeg ikke at binde an. Men dybt inde mellem Bjergene boede et lille, fattigt Hyrdefolk, — Hedninger var det — hvis Konge neppe naaede mig til Knæene; ham udsaae jeg til min Fjende. Jeg var fast bestemt paa, under ingen Betingelse at unde ham Fred. Jeg dyngede Uret