294
merfuglen mellem mine Fingre. Den baskede vildt med den frie Vinge; men det hjalp den ikke. Jeg holdt fast og undersøgte den paa det Nøjagtigste. Pludselig hørte jeg Fodtrin; det var min Tante. Betuttet lukkede jeg Haanden sammen om den, og blev ganske heed i Hovedet.
Med sædvanlig Livlighed traadte min Tante ind, og gav sig strax af med mig. Men jeg var meget ilde tilmode og stod som en Klods foran hende; der lod sig ikke bringe nogen Samtale igang. Saa tog hun, som sædvanlig, naar hun vilde muntre mig, sin Tilflugt til en Historie. Jeg holdt meget af Historier, og Tante Betty fortalte dem saa godt. For en strengere Kritik end min vilde de udentvivl have været uden videre stor Betydning; hun digtede nemlig de fleste af dem, medens hun fortalte. Men deraf fremgik netop den store Egenskab hos hende, at hun var uudtømlig. Og saa løs og svag, hendes Historie end var, manglede den aldrig en passende Slutning, en Moral, som sjelden forfejlede at gjøre Indtryk paa mig. Moralen i denne Aftens Historie var den, — at Gud seer alle Ting.
Det greb mig mægtig; uvilkaarlig foer jeg med den lukkede Haand om paa Ryggen. Mit Hjerte gav sig til at banke med høje Slag; jeg befandt mig meget ilde.
— Seer Du, min kjære Dreng, — vedblev hun: — Gud sidder paa sin himmelhøje Trone, en Engel paa hver Side, og hver af dem har sin Tavle. Gud seer alle Ting, og vil Intet glemme. Engelen paa hans
