Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/309

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

295

højre Side optegner alt det Gode, som Mennesket efter fattig Lejlighed udøver heri Verden, og han smiler dertil saa ubeskrivelig sødt; Engelen paa hans venstre Side derimod optegner alt det Onde, og Taarerne rende ham nedad Kinderne, saa at Skriften paa Tavlen udslettes, og uophørlig igjen maa friskes op. Naar saa den yderste Dag kommer, og Menneskene for Guds Aasyn skulle aflægge Regnskab for deres Levnet, da vil Gud raabe med Tordenrøst: — Frem med Tavlerne! — Saa vil det komme an paa, hvorledes Regnskabet staaer. Have vi gjort mere Ondt end Godt, uden at have angret og faaet Syndernes Forladelse, — saa Gud naade os! Vi ville blive evig ulyksalige! —

Denne Ende paa Historien gjorde et frygteligt Indtryk paa mig. Jeg knugede Haanden saa fast, saa fast sammen; det var, som om jeg havde en Glød indeni den. Det var min onde Samvittighed, som brændte. Sommerfuglen maatte for længe siden være død; alligevel forekom det mig, som om den endnu slog med Vingerne, og var paaveje til at vriste Haanden op paa mig. — Gud saae alle Ting, og engang skulde vi svare til det altsammen. — Det var ikke længer til at udholde. Jeg brast i voldsom Graad, og rakte, uden at kunne sige Noget, Haanden frem med den døde Sommerfugl.

Tante forstod strax det Hele. Hun drog mig tæt ind til sig og tiltalte mig først med mildt revsende Ord. Derpaa gav hun mig Udsigt til, at Gud vilde forlade