Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/310

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

296

mig min Synd, eftersom jeg angrede og begræd den. Men længe varede det, inden hun fik min Hulken standset. Jeg var saa bange og saa inderlig bedrøvet over mig selv. Men aldrig har jeg kjendt noget Trøsteligere i Verden end Ømheden i Tante Bettys Væsen. Saa lod hun mig folde mine Hænder, forat jeg skulde bede Gud om Tilgivelse. Hun sagde mig for, og jeg gjentog hendes Ord. Jeg var dybt bevæget; der har aldrig været holdt en sandere Andagt.

Men Tante var ikke færdig endnu. Det var en ny Historie, og Historien maatte have sin passende Slutning, sin Moral. Hun trykkede mig til sin Barm, og foreholdt mig ganske sagte, at saaledes skulde jeg gjøre hele mit Liv igjennem. Saasnart jeg følte med mig selv, at jeg havde gjort noget Ondt, skulde jeg strax af et angrende Hjerte bede Gud om Forladelse, og hellig love ham, aldrig at gjøre det mere. Saa vilde den kjære Gud lade Naade gaa for Ret; og jeg behøvede ikke at være bange for den sorte Tavle.

Endelig begrove vi med stille Veemod den døde Sommerfugl i en Urtepotte. Graven beklædte vi smukt med Rosenblade; ligesaa tildækkede vi dermed den lille fine Krop, saa at den sletikke kom i Berørelse med det sorte, smudsige Muld.


Med lettet Hjerte gik jeg fra Tante. Men jeg havde en urolig Nat, fuld af vilde Drømme. Atter og atter lode de forfærdelige Ord i mit Øre: — Frem