299
hvad et Bal er, min Lille, det vil sige, et rigtig fejende Bal? Det er en underlig Ting, halv Engleglæde, halv Djævelskab; Man bliver borte ligesom i en Hvirvel mellem Himmel og Helvede. Nok er det, da de skulde skilles, bad han hende saa bønlig om hendes ene Handske. Jeg troer, hun kunde i dette Øjeblik Intet have nægtet ham. Han fik den. Her seer Du den anden; det er kun den rene Sandhed, jeg fortæller. —
Og hun viste mig Nr. 1 af de i Række fremlagte underlige Smaating. Det var en gammel Alluns Handske.
— Men den unge Piges Familie sagde, at han var en Eventyrer og Udhaler, som en ærbar Pige slet intet kunde have med at gjøre. Det var tungt for hende at høre. Men han havde ligesom taget hendes Sjæl; hun holdt inderlig af ham, og saa bleve de da endelig forlovede. Her seer Du Ringen; den bar han engang paa sin højre Haand.
Nu var hun lykkelig. Der var kun een Stemme i Verden, som havde Adgang til hendes Hjerte, og det var hans. Kan vel være, at han havde mange og store Fejl; men det havde Intet at betyde for hende; hun holdt af ham, netop som han var. Havde han end været et Udskud iblandt Menneskene, jeg troer, hun vilde alligevel have holdt fast ved ham. Naar Man engang har bortgivet sit Hjerte — — men det forstaaer Du Dig ikke paa. — Han foer ud, og kom hjem igjen. Det var et herligt Skib, han førte. Vikingen hed
