Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/319

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

305

Indhug, men forblive ligesom Eet med det blødende Hjerte.

Begriber Du denne Lidelses Art og Udstrækning? Begriber Du, i hvilken Grad vi maa føle os medtagne ved disse Erindringers Mængde og Styrke? Og der gives ingen Hvile, ingen Lindring. Thi vistnok er Lidelsen ikke altid lige stor; men Du indseer vel, at om Lindring kan der sletikke være Tale heri Helvede.

O, disse Minder, disse Nag, — jeg fristes idelig til at sige, at de ikke ere til at udholde; men vi udholde dem dog! Og forfærdeligst er det, naar de ofte pludselig bryde frem ligesom af et Baghold og støde En Dolken i Hjertet. Hvad der har været glemt i tyve, tredive Aar og langt mere, staaer pludselig lyslevende for En, ligesom opstaaet fra de Døde. Ja, det er livagtig, som om Gravene aabnede sig; det kommer altsammen frem, fra det Største til det Mindste, hvad vi i Livet paa den ene eller anden Maade have forbrudt.

O, min Ven, indprænt Dig selv, og alle dem, Du elsker, dog dette: — Det nytter, ak, det nytter ikke at glemme!


Men jeg maa dog ikke ganske komme bort fra det ordentlige og maneerlige Samfundsliv, vi forsøge paa at leve heri Helvede. Det kan rive ud endog for den bedst indøvede, og for mig vilde det uophørlig rive ud, hvis jeg, ikke gjorde Vold paa mit urolige, udsvævende Væsen.