Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/320

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

306

Een af de store, herskende Tendentser i Verden er den, at fordrive Tiden, og Man har dertil opfundet de ti tusinde, de utroligste Midler. Hvad der herved er mest fremtrædende, Ugudeligheden eller Taabeligheden, er ikke godt at sige. Der gives kun faa Ord, som saa træffende betegne Verdens Forkeerthed som det Ord: Tidsfordriv. Tiden er det Samme som Livet; Man vil leve, og saa fordriver Man Tiden; ja, netop derfor gjør Man det. Det er Tiden, som igjennem Fryd og Smerte efterhaanden bringer Tilværelsens Fylde frem baade inde og ude, og, saa fuld af Begjær Man end er, saa vil Man dog fordrive den. Man vil fordrive Tiden; det kalder Man at leve; og bag Tiden staaer Døden, som kun venter paa, at Tiden skal faa Ende. Tidsfordriv bliver saaledes et paa fjantet Maade i det Uendelige attenteret Selvmord. Man fordriver Tiden, som om det var et frygteligt Uhyre, Livet og Glæden fjendsk; men Uhyret kommer først frem, naar Tiden ikke er mere.

Alle Golcondas Skatte kunne ikke opveje Indholdet af en Dag, ja endikke af en Time. Hver Time ligesom drypper af Velsignelse. Hvad maa da ikke selve Tiden være værd, i fuld og fri Udstrækning? Dens Jævnværd findes kun i Himlene, hvor den Kjærlighed troner, som skabte den.

Heri Helvede ere vi komne ud af alle Taager, ogsaa den, som i Verden kaldes Tidsfordriv. Den nøgne Sandhed og Virkelighed ligger til alle Sider for os.