320
Haand. Der fortcelles nemlig, at, saa ofte som i Tidernes Løb Familiens Stamherre har været i Begreb med at foretage sig Noget, som vilde blive Slægten enten til Skade eller Skam, har han i det afgjørende Øjeblik fornummet Trykket af den kolde Haand. I det Samme, han udstrakte Haanden enten til Velkomst eller for at gribe Sværdet eller Pennen, lagde sig en iiskold Haand ovenpaa hans; dog ikke altid just paa Haanden, undertiden ogsaa paa hans Kind, Hals eller Hoved. Igjennem Aarhundreder lige indtil den nyeste Tid har saaledes den kolde Haand regjeret i Familien. Den sidste Gang, den lod sig fornemme, var i den nylig afdøde Stamherres Tid, da denne nemlig i en ung Alder første Gang tænkte paa at formæle sig. Da han i højtidelig Forsamling i Slottets Riddersal traadte frem for at gribe Pennen og underskrive Ægteskabskontrakten, lagde sig den kolde Haand med Vægt paa hans udstrakte Højre. Forfærdet, bleg som et Liig lod han Pennen falde. Ægteskabet gik overstyr; hverken Bønner eller Trusler kunde formaa Brudgommen til at fuldbyrde Akten. Det blev en stor Skandale, og gav Anledning til hundrede Rygter, foruden det store Rygte om den frygtelige kolde Haand, som var almindelig bekjendt iforvejen.
Jeg endte min Fortælling med den Bemærkning, at af saadanne Familiesagn kunde Man tro saa lidt og saa meget, som Man vilde. Det var vanskeligt at have nogen begrundet Mening derom.
