321
Men heri var den Pantsrede ikke enig med mig; han rystede paa Hovedet og sagde med huul Stemme:
— Det er Sandhed, Menneske, Ord til andet. — Jeg er Greven af Roux, den Sidste af dette Navn! Jeg er den kolde Haand! —
Uvilkaarlig foer jeg tilbage; saa indgroede ere de Instinkter, vi tage med os fra Verden. Her frygter naturligviis Ingen for Spøgelser; her ere alle Hænder kolde.
Greven af Roux sukkede, eller rettere stønnede dybt. — Hør mig! — sagde han: — Jeg vil fortælle Dig min Historie! —
— Hvorfor jeg egentlig er kommen i Helvedes
Pine, er aldrig blevet mig klart; det skulde da være,
at jeg, hvis Sligt er tænkeligt, har været altfor from
i Verden. Jeg var nemlig Præsteskabet med Sjæl og
Hjerte hengiven, og tog alle dets Bud tilfølge.
I de med Côte d'or udløbende Dale af Sevennerne havde der gjennem Aarhundreder udbredt sig en Koloni af indvandrede Provençaler. Det var stille, dygtige og skikkelige Mennesker, i materiel Henseende en sand Velsignelse for Grevskabet. Men, fulde af kjættersk Aand, dannede de et for sig afsluttet religiøst Samfund. Det var en Rest af Albigenser, som var bleven sprængt herhen; de vare indvandrede under Navn af Træskofolk eller Fattige fra Lyon. I lang Tid havde de holdt deres fra Kirken afvigende Meninger omhyggelig skjulte;
