322
de havde været tilfredse med blot at finde et Tilflugtsted og Hjem. Men efterhaanden som de kom til Kræfter og bredte sig ud, lode de deres Kjætterier mere og mere træde frem for Lyset. De holdt, til Exempel, paa, at Skriften i Modersmaalet skulde være tilgængelig for Hvermand, at Man ikke behøvede at tro Andet, end hvad Skriften lærte, og hvad der var i Overeensstemmelse med den apostoliske Kirke. Det var en farlig Lære, og den Tid maatte nødvendigviis komme, da Gejstligheden opbød hele sin Magt for at undertrykke og udrydde den. Denne kritiske Tid indtraf i min Levealder. Som Kirkens lydige Søn lukkede jeg mine Øjne for den Ødelæggelse, jeg beredte mig selv, idet jeg uden Skaansel udjog disse Kjættere af mine Enemærker. Det var et Albigenser-Korstog i det Smaa. En Trediedeel af mit Grevskab, hidtil den mest blomstrende, laa fra nu af øde. Sandelig, intet Mindre kunde holde mig ved godt Lune end den Forvisning, at jeg ved denne Opoffrelse havde erhvervet mig en sikker Plads i Himmerige. Og derom forsikkrede mig da ogsaa alle Præsterne, fra den Største til den Mindste.
Men alligevel var jeg senere nærved at fortryde det. Kirken, for hvilken jeg havde gjort saa meget, vilde i Virkeligheden Intet gjøre for mig. Tværtimod lagde den alle optænkelige Hindringer ivejen for mit Ægteskab med den skjønne Cyrilla af Breville, som jeg havde gjort til mit Hjertes Udkaarne. Som Paaskud anførte Man, at jeg var langtude beslægtet med hende. Hvad
