Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/367

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

353

XX.

Jeg fandt forleden een af mine Venner, en udmærket dansk Kunstner, siddende bedrøvet, med Haanden under Kind. Han holdt et Blad i Haanden.

Det var, hvad Man i Verden kalder: et rigtig godt og elskeligt Menneske. Hvorfor han da var kommen i Helvede? — Han havde drevet Afguderi med sin Kunst. Han elskede den saa lidenskabelig, at han derover havde glemt sin Gud, Retfærdighed, Dom og det evige Liv. En paa sin Viis højhjertet Sjæl; derom vidner ogsaa den Maade, hvorpaa han gik ud af Verden. Hans Fædreland, hildet i et Væv af Løgn og Svig og Vold, var blevet tvunget til at optage den ulige Kamp med en overmægtig, Alt vovende Fjende. Med Vælde rejste sig det lille Folk, at værne om Alt, hvad der var dyrebart, den fædrene Jord, Modersmaalet, de kjære, tusindaarige Minder; ja, det gjaldt en Kamp for selve Tilværelsen. Men i vore Dage kan Tapperheden ikke udrette Underværker. Forraadt, forladt fra alle Sider, skjøndt Alverden følte sig oprørt