354
over en saa fejg og skamløs Vold, maatte det lille Folk bukke under. Ligesom forbauset over sine Bedrifter, i hovmodig Sejersglæde oversvømmede Fjenden Landet. Min Ven Billedhuggeren var een af de Mange, som forgjæves havde offret deres Liv for den retfærdige, hellige Sag. Ved det første Opraab havde han kastet Mejslen for at gribe Riflen, og havde fundet Døden — uden at kjende til Livet.
— Hvad har Du der? Hvorfor er Du saa bedrøvet? — spurgte jeg ham.
— Jeg græmmer mig over mit arme, ulykkelige Fædreland, der ligger blødende i Støvet for sin Fjendes Fod, men ikke er segnet med Ære. Dette mit Folk, frygter jeg for, var ikke det Liv værd, som jeg offrede det. Vi have i Virkeligheden taget grusomt fejl, ikke alene af Verdens Retfærdighed og Barmhjertighed, men ogsaa grusomt fejl af os selv. Vi vare ingenlunde det kraftige, dygtige Folk, som vi indbildte os at være, et Folk, som af Friheden opammet til stor og ædel Daad, satte Fædrelandet over Alt. Jeg fortryder bitterlig, at jeg saaledes henkastede mit unge Liv. Det var kun en Indbildning, kun en Drøm. Nu er jeg skrækkelig opvaagnet. —
— Du lader Dig føre for vidt, min Ven, og forøger kun din Pine. — indvendte jeg, afbrydende ham: — De Danske ere jo virkelig bekjendte som et tappert og dygtigt Folk. —
— Ja, den danske Soldat bærer ikke Skylden.
