357
Jamrende Raab til Majestæten, at han skulde omgive sig med andre Raadgivere og skaffe Fred, Fred for enhver Priis. Om Fædrelandet blev ynkelig sønderrevet, om Hnndredetusinder af Brødre og Søstre bleve overgivne i Fjendens Vold, det maatte der ikke agtes paa, naar blot N. N. kunde faa Ro til at drive sin Ager, O. O. til at fortsætte sin Høkerhandel, P. P. til at leve af sine Renter eller sin Smule Embed. Fred, Fred! Tydsk eller Dansk, ligegyldigt, naar Man blot fik Fred! —
Hvad skulde jeg sige? Sagen var i sig selv ganske uden Trøst, og i Helvede findes desuden Intet, som ligner Trøst i mindste Maade. Men i dette Tilfælde var Trøsten given, og indfandt sig af sig selv. Da jeg i min Raadvildhed uden Tanke vendte Bladet, saae jeg, at der ogsaa paa den anden Side var Noget at læse. Det var et Digt, eet af de allerskjønneste, Udtrykket for en kraftig Aand, som elskede sit Fædreland højest i Ulykken, og lod Haabet leve.
Jeg maatte vel studse. Hvorledes var dette dejlige Digt kommet til Helvede? Kun een Forklaring var mulig. Adressen var publiceret samtidig med Digtet; de forholdt sig til hinanden som Revers til Avers. Adressen havde da, ifølge en os ukjendt aandelig Lov, taget Digtet med sig til Helvede, for ved Modsætningen at fremstille sig i sin fulde Ynkelighed.
Jeg læste det højt for ham; han var henrykt derover.
