Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/373

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

359

jeg nær sagt — nej, som skraaler sig hæs i disse Sange.

Herved falder mig noget Andet ind af beslægtet Art. Forleden fandt jeg, ved at gribe i min Slobroklomme, et større sammenlagt Papiir. Det var en gammel Landdagstidende. Rimeligviis havde jeg i Verden stukket den til mig til et vist hemmeligt Brug, og nu var dens Gjenfærd fulgt med mig til Helvede.

Denne Tidende indeholdt en Deel af de berygtede Forhandlinger, som i sin Tid førtes paa Landdagen om at give Kirken i vort Land en ny Forfatning. Sandelig, det var en skjønne Opgave, Landdagen der havde sat sig. En Korporation, som var sammensat i reent verdslige Øjemed og af alleslags Religioner, med og uden Tro, havde paataget sig at bringe Orden i Guds Rige paa Jorden, den christne Kirke, et reent aandeligt Samfund. Blandt Talerne var der især tre, som udmærkede sig. Den ene var en afdanket Branddirektør. Det klemtede bestandig Brand for hans Øren, og han udsendte Strømme af Vand, i høje Straaler. Den anden var en Væver fra Landet. Han forefandt sin Væv overalt, hvor han kom frem i Verden, og hversomhelst Sag, hvori han fik Lov til at blande sig, bragte han paa Væven. Saa gik det ud og ind, indtil Traaden brast; nogen egentlig Ende havde aldrig Nogen seet ham komme til. Den tredie var en skimlet Literat, som ikke bekjendte sig til nogen af de hidtil notoriske Religioner. Du erindrer ham jo vist? Det var ham, der,