360
uagtet han var blottet for al Religion, havde paataget sig at levere Anmeldelser i Aftenbladet af alle udkommende theologiske og opbhggelige Skrifter. Theologien var nu hans Orm, rigtignok een af de snurrige.
Jeg kan ikke sige Dig, hvorledes det — jeg kan ikke undgaa at bruge Udtrykket — gottede mig, paany at gjennemgaa disse Foredrag, indbyrdes saa forskjellige, og dog af samme overordentlige Virkning. Det er umuligt at afgjøre, om det er Dumheden, som har taget Frækheden paa Slæbetoug, eller det Omvendte er Tilfældet. Grundkomiske ere de alle; vi vilde lee, dersom vi kunde. Literaten, troer jeg dog, er de Andres Mester; han er i virkelig Forstand en huul Broder, som kan rumme begge de Andre. Han veed paa en Prik, hvorledes det skulde være. Efterat han har givet Præsterne en Overhaling, hvorved der ikke levnes dem Ære for to Skilling, tager han rask fat paa Kirken, og i en Snup er den færdig. Heri Helvede kan dette nu være godt nok. Men det er næsten utroligt, at Sligt kan komme frem i Verden, i en Forsamling af et Lands udvalgte Mænd. Dog, det viser jo kun, hvordan Verden i Virkeligheden er beskaffen.
Der er ingen Tvivl om, at jo disse Forhandlinger forefindes i vore Arkiver, og i sin Tid maa de have vakt en betydelig Sensation. Men Ingen erindrede dem nu mere. Her, som i Verden, fortrænger det Ene hastig det Andet. Et gunstigt Tilfælde havde nu, ligesom ganske privat, bragt dem i mine Hænder.
