361
Jeg skulde netop i et større Selskab af gode Venner og Bekjendte. Der foredrog jeg til almindelig Underholdning disse udvalgte Taler af udvalgte Mænd. Nogle tilstedeværende Komponister paatoge sig at behandle dem melodramatisk. Endnu er det dog nok ikke blevet til Noget. Men Talerne ere allerede i en viid Kreds i Folkemunde.
Men jeg maa endnu engang komme tilbage til
hiin allernyeste Røverhistorie, som paa en saa træffende
Maade betegner Europas moralske Standpunkt i det
nittende Aarhundrede. Den synes overhovedet heri
Helvede at have givet Anledning til en heel lille
Gadeviseliteratur. Lad mig paa Slump anføre nogle af
disse allernyeste lystelige Viser og Historier.
Dog — da det kommer til Stykket, viser det sig, at jeg har lovet Mere, end jeg vel kan holde. Man maa tage Hensyn, endog heri Helvede, og vide at overvinde, i alt Fald indskrænke sig selv.
— — Der er nu først nogle store Bedrifter. — O herlige Hær, hvorledes kunde Du dog saaledes glemme din Fortid? Vilde Du slaaes, hvorfor udsøgte Du Dig da ikke en værdigere Fjende?
— Famose Thaten! — Fjenden, den mindste og svageste, Man har kunnet finde, har maattet vige paa alle Punkter. — Det til aandelig Fuldskab forfaldne „store Fædreland” gjenlyder af Jubel. Men hele den øvrige ædru Verden veed ikke, om den skal lee eller græde. — En tyk Streg over dem!
