362
— Dernæst er der nogle forbausende politiske Taskenspillerkunster i ægte sædelig-germanisk Aand. Hokus-Pokus, frem og tilbage! Hvidt bliver Sort og saa igjen Hvidt, alt efter Omstændighederne! — Hele Kunsten bestaaer rigtignok kun i Fripostigheden, hvormed de udføres. Imidlertid, Pengene for Entreen ere givne ud; Hvo som ikke vil klappe, maa i det Mindste æde sin Ærgrelse i sig. — Næste Forestilling, naar den politiske Horizont igjen er forplumret. — En tyk Streg ogsaa over dem!
Saa bliver tilbage at anføre:
— En stor Misère. Der er Tre, og ilde gik det dem alle. Løn som forskyldt; Falsk slaaer fin Herre paa Halsen. I drøveligt Chor synge de med hverandre: — Schleswig-Holstein ganz verschlungen. — Den Ene af dem trøster sig dog lidt; thi han har faaet Penge paa Lommen. Men de Andre? — De have kun Skade og uudslukkelig Skam.
Pludselig lyder et tordnende Kommandoord: — Halt! Schön aufgesehen! — Sangen forstummer, og de staa alle ret, ligesom efter en Snor. En dygtig Korporalstok suser dem omkring Ørerne.
Det blev Enden paa „die glorreiche Erhebung.”
— Et biskoppeligt Hyrdebrev, affattet i de frommeste og sødeste højærværdigeUdtryk, hvori det paalægges de Hundredetusinder af Sjæle, som ved fjendtlig Vold ere blevne løsrevne fra deres Folk og Fædreland, for at gaa under i en fremmed, forhadt Nationalitet, —
