Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/381

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

367

og een Nat Khalifen Haroun, ledsaget af den trofaste Giafar. Hvad Hensigten var med disse Udflugter, kunde ikke længe forblive mig en Gaade. Hun opsøgte de Nødlidende i deres eget Hjem, for at forvisse sig om Graden af deres Trang, deres Værdighed, og den Maade, hvorpaa de bedst stode til at hjælpe. Men det var ingenlunde altid, at disse Besøg havde et tilfredstillende Udfald. Vistnok var det langt fra hendes Tanker at opsøge Eventyr; men Eventyret ligesom hang ved hende; mangt et mærkværdigt Eventyr maatte hun bestaa paa disse sine Aftenvandringer. Stundom kom hun hjem ganske forjaget og forstyrret, og stundom ganske snydevred, som Man kalder det. Hun havde da aldeles tabt sin Tro paa Menneskeheden. Men i denne misanthropiske Stemning forblev hun ikke længe. Saasnart hun atter hørte tale om een eller anden Families Ulykke eller Trang, var hun det samme godlidende, barmhjertige Væsen som tidligere. Især lod hun sig røre af de ynkelige Opraab i Aviserne til veldædige Mennesker. Et saadant kunde hun aldrig modstaa. Hendes Indbildningskraft, ligesaa opvakt som hendes Følelse, gav sig strax til at arbejde, og tilvejebragte snart en Fylde af Ynkværdighed, for hvilken Avertissementet maatte staa langt tilbage. Og saa maatte hun igjen ud paa Aftenvandring.

Da jeg blev ældre, fik jeg undertiden Lov til at følge med hende istedetfor Pigen. Jeg erindrer saaledes en Vinteraften; det var blevet temmelig silde, inden vi