371
og der indtraadte en Reaktion i hendes godmodige, ingenlunde stærke Væsen. Da begyndte hun at tale i en anden Tone: — Maaskee — sagde hun til mig: — skulde jeg dog ikke have talet dem saa haardt til. Vistnok, et skjændigt Bedrag var det; derfor gives der ingen Undskyldning. Men med Hensyn til Gildet, som vi saaledes kom busende ind i, gives der dog formildende Omstændigheder. Fattigfolk ville gjerne leve godt, naar Lejlighed gives, og heri maa Man ikke dømme dem for strengt. De have kun saa faa Glæder, de maa døje og savne saa meget; det er saa naturligt, at ogsaa de engang imellem ville vide af, hvad det er at leve og glæde sig. Saa lade de Syv være lige, og jage Fornuften paa Døren for at gjøre Gilde. Til mange Dage have de for lidt; men til een Dag, i det Mindste til nogle Timer, have de overflødig. Saa slaa de, ligesom Børn, Gjækken løs, og lade stryge. — Alt vel betænkt, var jeg maaskee dog for slem ved disse Mennesker. —
I Huusholdningen var Tante uindskrænket Herskerinde, og min Fader viste sig ikke karrig imod hende. Der var i det Mindste ligesaa mange udenfor Huset som i Huset, der af hendes Haand fik deres Føde. Der blev oftere banket paa Husets Bagdør end paa dets Fordør, skjøndt min Moder ikke modtog faa Besøg. Det var især i Mørkningen, at Tante gav Audients; saa bankede den ene Krukke paa efter den anden. For mig var det naturligviis blot Krukker; de ubekjendte og ubenævnte
