372
Personer gjaldt mig Intet. Men min Tante kjendte dem alle, til Punkt og Prikke, i det Mindste efter hendes egen Mening, og hun lod vistnok mangt et godt Raad og mangen god Formaning følge med i Kjøbet.
Jeg mindes saa tydelig en anden Aftenudflugt, som heller ikke løb af uden Eventyr. Tante gik atter efter Avisen. Vi fandt denne Gang uden stor Besvær det rette Sted, og traf Konen, den arme Kone hjemme. Saasnart hun fik Øje paa os, brast hun i Taarer. Med inderlig Medlidenhed satte Tante sig hos hende, og lod hende udøse hele sit Hjerte i hendes Barm. Og det gjorde hun tilgavns, nu og da afbrudt af en krampagtig Hulken. Denne stakkels Kones Elendighed bestod især i en slet Mand, som satte Alting til og behandlede hende ilde. Det var med en sand Veltalenhed, at hun skildrede denne sin Nød, navnlig den slette Medfart, hun maatte lide. Det ordentlig gyste i Tante, og Taarerne kom hende i Øjnene. — Arme, arme Kone! — udbrød hun hvert Øjeblik, og ved hvert saadant Udbrud fik Konen nye Kræfter til i skarpe Træk at skildre sin Ulykke. Men jeg tænkte ved mig selv, at, var Manden slet, kunde det dog vist heller ikke være nogen god Kone, der med saadan inderlig Tilfredstillelse i sin Mand skildrede det største Uhyre. Desuden var der Noget i disse forærede Hjerteudgydelser, som ikke vilde falde rigtig naturlig. Mit Hjerte kunde hun i det Mindste ikke røre.
Men Sagen tog pludselig en Vending og Udvikling, som for os begge var lige overraskende. Som
