374
klage over hinanden. Hun endte med, paa en endnu uhøfligere Maade at betyde Tante, hvor Døren var, og anbefale hende et hastigt Tilbagetog.
Og stakkels Tante tøvede ikke med at benytte Vinket. Vi tumlede med hinanden ud af Døren og ned ad Trappen, og kom ikke rigtig til os selv, førend vi vare komne et godt Stykke nedad Gaden.
Det forstaaer sig, at Tante var opbragt; men hun var dog endnu mere forvirret. — Jeg forstaaer Intet af det Hele, min Dreng. — sagde hun: — Det løber rundt i mit Hoved. Hvem var det egentlig af de To, som var Skarnet? Thi, at det ikke er mig, som de vilde have mig til at tro, det tør jeg dog nok sige. Var det ikke Manden, som drak og satte Alting overstyr, og gav Kone og Børn Prygl istedetfor Brød? Men saa er det mig ganske ubegribeligt, hvorledes jeg tilsidst fik Konen imod mig, da jeg tog hende i Forsvar mod Manden. —
— Jeg tænker, kjære Tante, at Skarnet, det var Konen. — svarede jeg: — Hun vilde vist bilde Dig Noget ind paa Mandens Bekostning, for at faa Dig til at punge ud. Men Manden kom bag paa hende, og der sad hun net i det. Saa var hun resolut nok til at tage sit Parti og falde over Dig tilligemed Manden. Ellers var det maaskee dog blevet til Alvor med de meget omtalte Prygl. —
— Gud forlade mig det! — udbrød Tante: — Mig synes, hun havde ærlig fortjent dem. —
