25
Barnet, skjøndt det var mit eget, ja, hvorfor ikke nu ligefrem udtale det, mit eget bedste Selv!
Jeg levede og aandede kun imine Begjærligheder. Er Du saa nyfigen at spørge: hvilke? — De vare flere, end jeg formaaer at nævne; men Du kjender de vigtigste, naar jeg nævner: et godt Bord, højt Spil, smukke Kvinder, pikante Eventyr.
Disse Begjærligheder, o, hvor de brænde! Det er sandt, ogsaa i Verden brændte de, men uden at volde mig Smerte. Voldte de mig Smerte nu og da, var det kun en vellystig Smerte. Men nu, o nu! — Du har vel udentvivl prøvet, hvad den saakaldte tørre Hede vil sige? Ved Hjælp af denne Erfaring kan Du gjøre Dig et Begreb om, hvad jeg maa lide. Jeg føler en fortærende Tørke i mit Indre. Det er livagtig, som om Begjærlighedernes Ild, i Mangel af alt andet Stof, skulde fortære mig selv. Jeg lider under en stadig indvortes Forbrænding. At brænde paa et Baal vilde være en Vellyst imod denne Kval; thi saa vidste Man dog, at Man vilde faa Ende paa det. Men her er der ingen, ingen Ende. — Har Du nu en Forestilling om Helvedes Pine? Vel er den ikke altid lige stor; det vilde være stridende mod Naturen, ogsaa her. Men den Trøst er kun ringe; den er dog altid større, end den lader sig beskrive.
Men lad mig ikke komme bort fra, hvad Kval jeg maatte prøve hiin allerførste Nat! Det er ganske besynderligt, jeg undseer mig næsten ved at fortælle, hvad
