376
brudt; hun stødte med en vis Anstrengelse Ordene frem. Men efterhaanden fik Stemmen sin naturlige Klang tilbage, og, da hun sidste Gang læste de hellige Ord, var den blød og blid, fuld af rørende Melodi. I samme Forhold tabte Spændingen sig i hendes Træk, og det sædvanlige blide, fromme Udtryk vendte tilbage. Nej, dog ikke det sædvanlige; de vare ligesom forklarede.
— See saa! — sagde hun endelig, idet hun lukkede Bogen: — Det gjorde godt; nu er den Knude, Gud skee Lov, fordeelt. Du maa nemlig vide, min kjære Dreng, at der kan sætte sig Knuder an i Hjertet, naturligviis aandelig talt, og det er een af de værste, som det er een af de almindeligste Sygdomme heri Verden. Men i Guds Ord findes der Lægedom for alle Hjertets Sygdomme. —
Ogsaa mig gjorde Skriftordet godt; det var umuligt Andet, end at disse en uendelig Kjærligheds Ord maatte gaa mig tilhjerte. Jeg var jo Barn endnu. Jeg følte levende i denne Time, at det var Gud, som talte, og at han ogsaa talte til mig. Da Tante var kommen tilende med sin Læsning, kunde jeg de dejlige Ord fuldkommen udenad. Og jeg kan dem endnu, som Du seer; — ak, det hører med til min Pine! — Jeg vil endnu een Gang faa disse Ord at høre, og det af Kongens egen Mund; men da — o vee mig, vee! — vil jeg staa paa hans venstre Side.
Jeg var dengang Barn endnu, men dog ikke længer det fromme Barn, som min Tante fra Begyndelsen
