Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/392

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

378

XXI.

Der har været sande Sønderknuselsens Øjeblikke i mit Liv. Jeg vil ikke sige: mange, og med Aarene bleve de stedse sjeldnere. Jeg har følt, ikke alene den dybeste Nedslagenhed, men den inderligste Hjerteangst; der laa en Vægt paa min Sjæl, saa tung, at jeg neppe formaaede at aande. Det var den levende Følelse af mit Livs Forfængelighed, Brøde og Usselhed; det var den levende Bevidsthed om, at jeg foer ilde, at jeg stilede mod Fordærvelsen. — Vend om! — lød det med stærke Røster trindtomkring fra: — O, vend om! — Og i mit Indres Dyb gav det rungende Gjenlyd: — Ja, vend om, hvis det ikke er for silde! —

Og det var ikke for silde. Nej, endnu den allersidste Gang havde det været Tid endnu. Af dette Oprør i min Sjæl, havde det havt sin naturlige Gang, af denne Kamp i mine Indvolde, var den bleven stridt tilende, vilde der være fremgaaet et nyt og bedre Væsen. Men dertil kom det aldrig. Brat blev Udviklingen for det Meste afbrudt. Som jeg sad der i min dybeste