402
havde saa meget at sige hende; men jeg glemte det altsammen over Udtrykket i hendes smægtende blaa Øjne, i den os ombølgende Duft af Jasminer.
Snart er det en mildt berusende Kaprifolium. — Vi vare paa en Aftenvandring gjennem Lunden. Næste Dag skulde vi skilles, jeg og den yndige unge Kone med de melankolske brune Øjne og det melankolske Smiil, — lænket til en sand Klods af Mand. Hun kaldte mig sin Ven og skjænkede mig en Kaprifoliumsblomst. Men jeg kunde ikke afholde mig fra, ved denne Lejlighed at give hende et ømmere Navn. — —
Disse Minder, jo sødere, jo mere henrivende de ere, desto grusommere sønderslide de Sjælen. De ophidse Lidenskaberne og Begjærlighederne til en Grad, at Man maa blive rasende. De brænde gjennem Marv og Been, uagtet Kjødet ikke er mere, og der gives intet, intet Middel til at slukke.
Det er altid stærkt duftende Blomster, hvis Virkning jeg saaledes sporer. De mildere duftende, saasom Viol og Reseda, fornemmer jeg aldrig. Dog jo, der gives een, een eneste Undtagelse. Vel er den heller ikke uden Pine; men dog velsigner jeg den. I den allersidste Tid har jeg oftere svoret den fine Duft af en Rose. Jeg kjender denne Rose; jeg seer den tydelig for mig. Ligesom kun en Aande af Rødt er udgydt over dens fine Blade; kun lige i Hjertet er der et lille Blus. Ihast skulde Man tro, at det var en hvid Rose; men jeg veed det bedre, det er en rød.
