Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/417

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

403

Lili gav mig engang denne Rose, det vil da sige, jeg bad hende derom; ellers vilde det vist neppe være faldet hende ind at give mig den. Vi stode en Formiddag med hinanden i St. Marcuskirken i Venedig, foran Madonnas Alter med det mærkelige byzantinske Maleri. Vi vare et Øjeblik alene; en stakkels Krøbling var nylig humpet bort fra os under tusinde Velsignelser. En hellig Følelse havde listet sig ind i mit Hjerte, hellig maaskee netop, fordi Krøblingen havde kaldt Lili: — la sua sposa. — Lili havde ikke hørt eller ikke forstaaet det. Hun stod med en Rose i Haanden, det udtrykte Billede af hende selv.

— Giv mig denne Rose, Lili! — bad jeg. Hun rakte mig den uden Betænkning.

— Nej, først maa Du kysse den. — sagde jeg.

Hun kyssede Rosen, og rakte mig den med sit ubeskrivelige henrivende Smiil.

Naturligviis kyssede ogsaa jeg Rosen. Lili rødmede let derover, skjøndt hun ganske vist i sin Uskyldighed ikke forstod, hvad det egentlig havde at sige.

Det er denne Rose, der i den senere Tid oftere dufter mig imøde. Hvad har det at betyde? Skulde der maaskee dog være en vis oversandselig Forbindelse mulig mellem de salige Sjæle og dem i Pinen, liig en forbibølgende Duft? O, lykkelige Tanke! Kunde jeg dog blot holde den fast! — Ak, den er allerede borte!

Det store Øjeblik nærmer sig, da Glandsen vil bryde sejrende frem fra Paradiset; ja, det maa være