Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/419

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

405

holde Fred, og tage imod Vilkaarene, som de bødes ham. Resultatet af denne Fred var naturligviis en ny Traktat, paany affattet i den treenige Guds Navn, — tænk Dig, hvilken Gudsbespottelse! — og paany med en Gyldighed for evige Tider, — tænk Dig, hvilken Skamløshed! — Men, endnu galere skulde det dog blive. Den første Artikel i Traktaten bestemmer, at der for Fremtiden bestandig skal være ikke alene Fred, men Venskab imellem Deres Majestæter og respective Folk. Tænk Dig, efterat den Stærke har udplyndret den Svage indtil Skjorten, og faaet Alt, hvad han vilde, tilbyder han ham sit Venskab, og Staklen er nødt til at udrække Haanden! Det er en Frækhed, som overskrider det Menneskelige og gaaer langt ind i det Djævelske. Du maa da ogsaa let kunne begribe, at en Traktat som denne, endog uden at være sønderreven, maatte fare lige til Helvede. Den kom da ogsaa, endnu førend Blækket var blevet tørt. Men, hvad Du maaskee mindre let begriber, hildet, som Du er, i Verdens Vrøvl og Fordomme, er, at denne Traktat selv i Helhede har vakt Opsigt og er kommen i Folkemunde. Jeg har i en vis Kreds, siden den kom, næsten ikke hørt tale om Andet.

Denne Indledning var nødvendig til den rette Forstaaelse af Efterfølgende:

Jeg var nylig i Kirke. Det var ikke den første Gang; men jeg har ligesom skammet mig ved at tale derom. Jeg blev i Virkeligheden ogsaa helst derfra;