408
Helvede har fremfor Verden. Men der er rigtignok Ingen, som det falder ind, deraf at rose sig.
Jeg var forleden i et større, meget livligt Selskab. Det var der, at jeg for Kuriositetens Skyld gav hine glimrende Foredrag tilbedste, som blandt mange andre vare blevne holdte paa vor Landdag i Kirkeforfatningssagen. De gjorde en rivende Lykke hos Selskabet, og gik derfra ud i videre Kredse. Vist er det, at et bedre Stof til komisk Deklamation har der ikke længe været i Helvede.
Blandt Gjæsterne var en Pastor R.... Jeg havde nær udtalt Navnet; men Du veed, det er imod mine Principer. Det var en god gammel Bekjendt af mig. Han var i sin Tid en meget yndet Følelsesprædikant, af en ganske overordentlig Svada, og ikke lidt forfængelig af denne Gave. Forøvrigt var han een af de Præster, som Verden kalder liberale, og i enhver Forstand tager sig til Indtægt undtagen den rene aandelige. Da vi skiltes, sagde han til mig: — Kom dog engang hen og hør mig! Min Kirke ligger paa Hjørnet af Kjødets Lyst og Skrøbeligheden, — bliv ikke altfor forbauset over disse Gadenavne — med Hovedfaçade ud til den første. Ethvert Barn kan vise Dig Vejen. Jeg har netop en i mine Tanker ypperlig Prædiken paa Stabelen. —
Han sagde: Barn —; lad Dig ikke vildlede deraf! Af Børn, ret egentlige Børn, gives der ingen i Helvede. Men siger Man ikke allerede i Verden: store
