Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/422

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

408

Helvede har fremfor Verden. Men der er rigtignok Ingen, som det falder ind, deraf at rose sig.

Jeg var forleden i et større, meget livligt Selskab. Det var der, at jeg for Kuriositetens Skyld gav hine glimrende Foredrag tilbedste, som blandt mange andre vare blevne holdte paa vor Landdag i Kirkeforfatningssagen. De gjorde en rivende Lykke hos Selskabet, og gik derfra ud i videre Kredse. Vist er det, at et bedre Stof til komisk Deklamation har der ikke længe været i Helvede.

Blandt Gjæsterne var en Pastor R.... Jeg havde nær udtalt Navnet; men Du veed, det er imod mine Principer. Det var en god gammel Bekjendt af mig. Han var i sin Tid en meget yndet Følelsesprædikant, af en ganske overordentlig Svada, og ikke lidt forfængelig af denne Gave. Forøvrigt var han een af de Præster, som Verden kalder liberale, og i enhver Forstand tager sig til Indtægt undtagen den rene aandelige. Da vi skiltes, sagde han til mig: — Kom dog engang hen og hør mig! Min Kirke ligger paa Hjørnet af Kjødets Lyst og Skrøbeligheden, — bliv ikke altfor forbauset over disse Gadenavne — med Hovedfaçade ud til den første. Ethvert Barn kan vise Dig Vejen. Jeg har netop en i mine Tanker ypperlig Prædiken paa Stabelen. —

Han sagde: Barn —; lad Dig ikke vildlede deraf! Af Børn, ret egentlige Børn, gives der ingen i Helvede. Men siger Man ikke allerede i Verden: store