Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/426

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

412

Tale, og den var ikke hans, men Tilhørernes: — Hvor er Kjærnen, hvor er Kjærnen? — Fra Øjeblik til Øjeblik hævede sig hans Foredrag. Fra Hasselnødder steg han til Valdnødder og fra Valdnødder til Kokusnødder; — knak, knak, tomme vare de alle! I denne svimlende Højde af Tomhed blev han borte; Ingen formaaede at følge ham længer. Tilsidst blev han saa umaneerlig huul i sin Tale, at det værkede endog i de tommeste Hoveder og Hjerter, og at Kirkehvælvingerne, som ikke formaaede at udvide sig, sloge store Revner.

Da blev Latteren saa overvældende, Spektaklet saa forrykt, at Prædikanten maatte holde op, enten han saa vilde og kunde eller ikke. Med et konvulsivisk Ryk sled han sig ud af Literatens moralske Favnetag, og listede sig slukøret ned af Prædikestolen.

For at forebygge enhver Misforstaaelse med Hensyn til den nys beskrevne Støj og Lystighed, lad mig i Forbigaaende bemærke Følgende:

Har Du hørt, hvorledes Tarmene kunne skrige i et levende Menneske? Nuvel, saadan var Støjen. Og har Du hørt et Menneske skjære Tænder eller lee isøvne under Indflydelsen af Tarmevrid? Nuvel, saadan var Lystigheden og Latteren.

Saasnart Præsten var vel nede af Stolen, intonerede Degnen med sprukken Solostemme. Længe svirrede han ud og ind, som om han ikke vidste, hvor han vilde hen; endelig faldt han med hele sin Kraft ind