Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/429

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

415

XXIII.

Er det ikke underligt, men tillige forfærdeligt, at, jo sødere en Erindring er, desto bittrere bliver den heri Helvede for mit Hjerte? Jeg bliver et Bytte for den rene Fortvivlelse, ikke altid for den Fortvivlelse, som raser, — i den er der dog Livskraft endnu — men for den, som er ganske stille, fordi den føler Døden i sig og lider Dødens Alt opløsende Smerte.

Fortvivlelsen er heri Helvede ligesom vort daglige Brød; den aflader aldrig. At den nu og da maa rase ud, det følger af sig selv. Men det Værste er dog den stille Fortvivlelse.

Stundom, naar jeg sidder hensunken i mig selv, — med tillukkede Øjne, havde jeg nær sagt. Men det gjør lige meget; her hjælper det ikke at lukke Øjnene — jeg mener, fortabt i mig selv, da har jeg de sælsomste Forestillinger og Fornemmelser.

Nylig troede jeg mig pludselig hensat i Skoven ved Foraarstid. Det var een af hine første henrivende Dage, da Vaaren sejrende bryder igjennem, ikke alene