416
i Naturen, men i Menneskehjertet. Men intetsteds fejres Vaarfesten saa dejlig, har et saadant Trylleri og en saadan Opløftelse som i Skoven.
De forskjellige Skovfugles Røster gave livagtig Gjenlyd i mit Øre og bragte mit Hjerte til at beroe i en ubeskrivelig Rørelse. Skovduften bølgede mig imøde i fulde, livsalige Strømme, fyldte mit Bryst og forfriskede alle mine Livsaander. Til et fuldkomment Trylleri troede jeg at høre Lilis søde Stemme igjennem Skoven.
Jeg foer ivejret og saae mig forstyrret omkring. O, hvilken Smerte! Saa lykkelig havde jeg været, og hvad, hvor var jeg nu? — For mig gaves der ingen Fuglesang, ingen Duft, ingen Kjærlighed mere!
En Sommer laa vi paa Landet ved den yndige
F…sø. Hiinsides udstrækker sig, med Bakke og Dal,
den bekjendte G…skov, milevidt i alle Retninger, hist
og her med større Lysninger. Min Moder havde for
det Meste Selskab hos sig, gamle Veninder, med hvilke
hun havde Meget at afhandle; jeg kunde saaledes saa
temmelig nyde min Frihed, naar jeg, paa nogle Dage
ad Gangen, kom derud fra Hovedstaden. Og jeg nød
min Frihed og Sommeren, paa en vistnok besynderlig,
men henrivende, mig uforglemmelig Maade.
Saa ofte dertil gaves Lejlighed, satte jeg i den tidlige Morgenstund med Lili over Søen for at tilbringe Dagen paa Tater-Viis i Skoven, hvor jeg vidste,
