Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/431

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

417

at Ingen kunde finde os. Der var noget særeget tiltrækkende for mig i, saaledes at unddrage mig Verden og ligesom forsvinde. Du begriber jo vel, hvad denne Forsagelse af Verden havde at betyde. Jeg var ingenlunde i Begreb med at opgive Verden for at vinde Himmerige; Intet laa fjernere fra min Idræt og Tanke. Nej, saa ung jeg var, begyndte jeg allerede at blive blaseret, leed og kjed af Verden, uden at have noget Bedre at sætte istedet. Dog, lad mig ikke gjøre mig selv Uret! Maaskee var det dog tillige noget Ædlere, en vis højere Drift, som rørte sig i mig.

Men ogsaa Lili fandt paa sin Viis Fornøjelse i, saaledes, som hun kaldte det, at forputte sig. Imellem hende og mig var der den store Forskjel, at mig stødte Unaturen tilbage, hende drog Naturen til sig. — Vi ville engang prøve at leve et vildt, uciviliseret Liv. — sagde jeg til mig selv, og tog Lili ved Haanden for med hende at fordybe mig i Skoven. Og jeg gjorde det saa vildt, som muligt. Zigeunerlivet var mit Mønster. Vi dreve den hele lange Dag i Mag omkring i Skoven, paa kryds og tværs, for det Meste uden Maal og Meed, men med opladte Sandser. Hvor vi fandt et smukt Sted, sloge vi os til Ro en kortere eller længere Tid, for saa igjen at drage videre og opsøge andre smukke eller mærkværdige Steder. Der var iforvejen sørget for, at vi paa forskjellige Punkter af Skoven, i de saakaldte Skovløberhytter, kunde finde, hvad vi be-