29
at ægge og tirre disse vilde Naturkræfter i Barnet, idet jeg snart lod dem have frit Spil, snart lagde den argeste Kapsun paa dem, jeg kunde finde. Men han var dog Mere end et Legetøj for mig; mit Hjerte havde virkelig vendt sig imod ham, ja optaget ham i sig. Maaskee kom det deraf, at jeg troede at finde en stor Deel af min egen Natur i Drengen; maaskee havde Lunet fra Begyndelsen havt den største Andeel i dette ejendomlige Forhold, og Lunet var blevet til Vane; vist er det, at jeg kom til at elske ham. Og jeg kan tælle dem, jeg har elsket i Verden, foruden mig selv.
Og han elskede mig igjen, med hvilken glødende, heftig, jeg kunde gjerne sige, ubændig Kjærlighed! Naar jeg havde tirret ham efter Lyst og Lejlighed, og endt med at sætte Foden paa hans Nakke, naar han havde trodset og undsagt mig i de vildeste Udtryk, kunde han til Slutning ydmyge sig for mig saa dybt, saa dybt, tryglende favne mine Knæ, lade sig slæbe af mig gjennem Støvet. I saadanne Øjeblikke skulde han villig have taalt, at blive traadt under Fødder og paa enhver Maade blive mishandlet af mig, paa Vilkaar blot, at jeg vilde tilgive ham og igjen forvisse ham om min Kjærlighed. Men det gjorde jeg ikke under disse Omstændigheder; jeg hverken traadte ham under Fødder eller paa nogen Maade mishandlede ham. Den haardeste Behandling vilde ikke have kunnet afpresse ham en Taare; nu hang han ved mig, opløst i Graad, og holdt mig fast som det Eneste, han havde i Verden. Jeg lod
