Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/44

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

30

mig stedse bevæge, hvad Mere er, jeg var i mig selv bevæget; Taarerne vilde mangen Gang frem ogsaa i mine Øjne. Saa sluttede vi Fred med hinanden, og fornyede Kjærlighedens Pagt. Vor Kjærlighed var saa langt fra at lide Noget under disse Katastropher, at den tværtimod i dem havde sit Liv. Thi saaledes gik det op og ned, frem og tilbage imellem os, snart i den bittreste, grusomste Vrede, snart i den sødeste, ømmeste Kjærlighed, indtil det pludselig gik op for mig, at Drengen var bleven voxen. Og snart var han en Mand ligesom jeg selv, stærk i Kjødet, mægtig i Egenkjærligheden. Det var en reen Undtagelse fra begge Sider, at vi elskede hinanden.

Saa kom det tilsidst til en Katastrophe imellem os, værre end nogen af de foregaaende. Han havde budet mig Trods paa et Enemærke, hvor jeg under ingen Omstændigheder kunde taale det, og jeg havde saagodt som sparket ham fra mig. Hvorledes kunde det ogsaa falde Knægten ind at blive min Medbejler?

Han havde forladt mig, mishandlet, men ubøjet, fnysende af Trods, for, som han sagde, aldrig at komme igjen mere. Og han lod til at vilde holde sit Ord. Senere havde jeg faaet et Brev fra ham, hvori han gav mig Valget mellem at vige Pladsen for ham eller at miste ham. Han truede med at lade sig hverve til een eller anden halvbarbarisk Stats Tjeneste. Paa dette Ultimatum fik han intet Svar; jeg forlangte naturligviis, at han skulde bøje og føje sig og resignere. Men