Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/435

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

421

hun plukkede Bær for at kunne overraske mig med en Extraret efter Maaltidet. Men aldrig veg hun længer bort, end at min Stemme kunde naa hende.

Det var, kort at sige, en fuldkommen Idyl; aldrig har jeg hverken læst eller oplevet nogen skjønnere.

En Dag — vi vare næsten komne heelt igjennem Skoven — stod jeg pludselig foran et Huus, som jeg kun altfor vel kjendte, skjøndt det i Aar og Dage havde været ude af mine Tanker. Det var det Huus, hvor jeg havde levet sammen med Anna, — atter en Idyl, men af et andet Slags — forført og fordærvet hende. Saa stor var min Letsindighed; jeg havde virkelig ganske glemt, at vi her vare nærved Skuepladsen for den største Skjændighed, jeg nogensinde skulde faa at bebrejde mig. Jeg foer tilbage; jeg vaklede, rystet imit Inderste. Lili blev ganske forfærdet over min Bleghed. Men længe varede det, inden jeg kunde besvare hendes ængstelige Spørgsmaal, medens vi hastig droge os tilbage. Hvad jeg svarede hende, veed jeg ikke; men det erindrer jeg, at jeg den Dag ikke mere kunde see hende frit i Øjet. Hvor hun piinte mig med sin ømme Bekymring for at faa at vide, hvad der fejlede mig! Hun anede ikke, det arme Barn, hvilken hæslig, frygtelig Ting hun i sin Uskyldighed rørte ved; det, jeg kunde have fortalt hende, var ligesaa langt fra hendes Bevidsthed, som Himlen er fra Jorden. Hun anede ikke, at den samme Dæmon, som havde fordærvet Anna, ogsaa paa en Maade truede hende, og at jeg, hendes Ven, hendes