Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/436

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

422

bedste, eneste Ven, var denne Dæmons Herre eller Slave.

Denne Dag droge vi vidt omkring, men uden Glæde. Jeg havde ikke Ro paa mig. Stakkels Lili, hvor meget havde hun ikke ventet sig af denne Dag, og hvor smukt begyndte den ikke! Det blev til Bekymring, Sorg og Træthed altsammen. Hun var nærved at segne; men jeg mærkede det ikke.

Da vi om Aftenen traadte ud af Skoven for at gaa i Baaden, fandt vi Søen oprørt og skummende. Der havde rejst sig en Storm, og det truede med Byger. Vi havde Bølgerne paatværs ind, og jeg turde ikke vove mig ud med Lili. Der var altsaa ikke Andet for end at gaa Søen rundt. Men stakkels Lili var træt, vi havde for en Deel af Vejen Vinden lige imod, og det begyndte allerede at regne. Der var Intet at betænke sig paa. Jeg hyllede Lili ind i en let Overfrakke, jeg havde med mig, og løftede hende op i mine Arme. Forgjæves forsikkrede hun mig, at hun nok kunde gaa; jeg maatte og vilde bære hende.

Hvor let var mig ikke denne Byrde, hvor sød og dyrebar! Mig syntes, at jeg aldrig kunde blive træt af den. Jeg trykkede hende fast ind til mig, og skred rask frem imod Vejret. Der var over en halv Miil rundt omkring Søen, daarlig, sandet Vej; den ene Iling drog hen over os efter den anden; Regnen pidskede mig lige i Ansigtet. Men jeg var glad ved at være paa Landjorden, og have Noget at øve mine Kræfter paa, for