423
Lilis Skyld. Jeg ændsede Intet, og satte Magt imod Magt. Det var rørende, saa bekymret Lili var; hver to, tre Minuter yttrede hun sin Frygt for, at hun var for tung. Men da hun mærkede, at jeg var fast bestemt paa, at beholde hende i min Favn, hvor opfindsom gjorde da Kjærligheden og Taknemligheden hende ikke, hvilke søde, ømme Ord hviskede hun mig ikke i Øret, ligesom for at gjøre mig Byrden og Vejen lettere! Jeg havde næsten glemt Anna, og følte mig igjen lykkelig. Men selv i denne Time kunde jeg ikke holde de profane Tanker borte. Jeg kom til at tænke paa Sabinerinderovet i loggia dei lanzi i Florents. I mig og Lili var jo hiint fristende Billede levende fremstillet i Kjød og Blod. Men med Magt forjog jeg denne uværdige Forestilling. For at ave mig selv og tillige underholde Lili drog jeg en anden Forestilling frem for min Sjæl, der ligesaa fuldt passede til Situationen, skjøndt den var ganske modsat, nemlig den hellige Christofer under Byrden af Christusbarnet. Jeg gav mig til at fortælle hende Legenden om Hedningen Reprobus, som i Følelsen af sin Kæmpekraft kun vilde tjene den Stærkeste, og saaledes tilsidst blev henviist til den Herre Christus. Paa sine stærke Skuldre bar han Christusbarnet, og var nærved at segne under Byrden. Da erkjendte han sin Herre, og fik Navnet Christofer.
Mens jeg fortalte, var Lili slumret blidelig ind paa mine Arme. Sin Arm havde hun slaaet om min
