425
og forfejlede den idelig. Stønnende arbejdede jeg mig videre. Sveden brød frem af alle mine Porer; men det var ikke længer nogen varm, det var Angstens kolde Sved. Det var ikke udvortes, men indvortes, at Kraften svigtede mig. Jeg følte mig ubeskrivelig elendig. Piint af Nag, Frygt og Selvforagt var jeg endelig engang i den rette Stemning til at give slip paa mig selv. Et Gjennembrud var nær forhaanden; med det vilde der være fremgaaet et nyt og bedre Menneske af mig. Men — førend det kom saa vidt, glimtede Lyset fra vor Bolig os imøde. Min Tanke fik strax en anden Retning; Rørelsen var i samme Nu forsvunden. Ak, havde Vejen dog blot været tusinde Skridt længer! Disse tusinde Skridt vilde maaskee have sparet mig Farten til Helvedes Pine! — Da jeg stod i den oplyste Stue, gjennemblødt, gispende, udtømt, havde jeg efterladt Noget, Angeren, Rædselen ude i Nattens Mørke, og følte blot Glæde over at være undflyet dem.
Først nu vaagnede Lili. — O, hvilken dejlig Drøm! — hviskede hun med endnu halv tillukkede Øjne, da jeg til Godnat kyssede hende paa Panden.
Næste Dag fik jeg den dejlige Drøm at vide. — Jeg drømte, — fortalte Lili: — at jeg stod ved en Flodbred. Da kom den hellige Christofer med Christusbarnet paa sine Skuldre over til mig fra den anden Side. Og Barnet satte sig ned hos mig i Græsset ved Bredden; vi talte og legede med hinanden, og
