426
jeg var saa usigelig lykkelig. Den store Christofer stod hos og saae til, støttet paa sin lange Stav.
Vi slettede Græsstaa i allehaande kunstige Forbindelser; men Christusbarnet var min Mester. Først slettede han et Kors, saa en Tornekrone; denne sidste satte han paa sit Hoved. Mellem Straaene var der indflettet nogle røde Blomster, nedhængende ved lange Stilke; de saae livagtig ud som Blodsdraaber. Saa begyndte Christusbarnet en anden Leeg. Han lod mig see ind i sine Øine, og spurgte: — Hvad seer Du? — Ja, hvad saae jeg? — Først saae jeg Sædemanden, som gik ud at saae, ligesaa levende, som jeg nu seer Dig for mig. Dernæst saae jeg den barmhjertige Samaritan; ja, jeg troede endog at høre ham tale. Endelig saae jeg den gode Hyrde, med det fortabte Lam i sine Arme. Og meget mere kunde jeg have faaet at see. Men saa faldt det mig ind at spørge: — Men er det dog ikke sandt, at de onde Mennesker have korsfæstet Dig og stukket et Spyd i din Side? — Jo, derom maa Du ikke tvivle. — svarede Christus. Og han viste mig Naglegabene i sine Hænder og et blodrødt Ar i sin Side. Da jeg derover gav mig bitterlig til at græde, tilføjede han: — Men, Lili, det smerter ikke mere; det er for længe siden lægt ved min Faders Kjærlighed i Himlen og mine Brødres og Søstres Kjærlighed paa Jorden. —
Tilsidst spurgte Christusbarnet: — Kunde Du
