Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/440

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

426

jeg var saa usigelig lykkelig. Den store Christofer stod hos og saae til, støttet paa sin lange Stav.

Vi slettede Græsstaa i allehaande kunstige Forbindelser; men Christusbarnet var min Mester. Først slettede han et Kors, saa en Tornekrone; denne sidste satte han paa sit Hoved. Mellem Straaene var der indflettet nogle røde Blomster, nedhængende ved lange Stilke; de saae livagtig ud som Blodsdraaber. Saa begyndte Christusbarnet en anden Leeg. Han lod mig see ind i sine Øine, og spurgte: — Hvad seer Du? — Ja, hvad saae jeg? — Først saae jeg Sædemanden, som gik ud at saae, ligesaa levende, som jeg nu seer Dig for mig. Dernæst saae jeg den barmhjertige Samaritan; ja, jeg troede endog at høre ham tale. Endelig saae jeg den gode Hyrde, med det fortabte Lam i sine Arme. Og meget mere kunde jeg have faaet at see. Men saa faldt det mig ind at spørge: — Men er det dog ikke sandt, at de onde Mennesker have korsfæstet Dig og stukket et Spyd i din Side? — Jo, derom maa Du ikke tvivle. — svarede Christus. Og han viste mig Naglegabene i sine Hænder og et blodrødt Ar i sin Side. Da jeg derover gav mig bitterlig til at græde, tilføjede han: — Men, Lili, det smerter ikke mere; det er for længe siden lægt ved min Faders Kjærlighed i Himlen og mine Brødres og Søstres Kjærlighed paa Jorden. —

Tilsidst spurgte Christusbarnet: — Kunde Du