Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/446

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

432

Men — Hvem lignede hun? Pludselig faldt det mig paa Sjælen, at hun lignede En eller Anden i paafaldende Grad. Men Hvo var denne Anden?

Kun kort havde min Ro varet; atter blev jeg heed og kold og ængstelig bevæget. Jeg gav mig tilat grunde og gruble, og var strax igjen midt inde i Pinen. Pludselig gik det med et Stod i Hjertet op for mig: det var ikke Martin, der lignede Anna, men Martins Kjæreste, — den smukke unge Pige, paa hvem jeg havde kastet mit sidste Elskovsblik i Verden, som jeg havde taget op fra Gaden, men som havde foretrukket Gaden med Martin fremfor et Palads med mig!

Det var umuligt at tage fejl; jo længer jeg saae, desto mere udtrykkelig blev Ligheden. Og Martins Hemmelighed, der efter Sigende skulde klare Alt imellem os, fandt fuldt saa vel sin Opløsning i den Antagelse, at Tøsen var min Datter, som i hiin anden, at Drengen var min Søn. Virkelig, dersom det var kommet for Dagen, at Pigen var min Datter, vilde Alt have været klart imellem os!

En ny Rædsel havde grebet mig. Vel maatte jeg grue. Atter stod det for mig, at Fædrenes Misgjerninger straffes paa Børnene. Nu forstod jeg, hvorfor den unge Pige i en saa høi Grad havde pirret min allerede sløve Sands. Det var den vanhellige Ungdomslyst, vakt ved Ligheden, som igjen var bleven levende hos mig.

Pigen var min Datter: der kunde neppe være