433
Tvivl tilbage. Saa nær havde jeg været ved at begaa en Forbrydelse imod Naturen, som endog selve Luften med Gru maa bæve tilbage for! Min egen Datter! Forbarmende Gud! Saa vederstyggelige Følger kan Synden drage efter sig!
Jeg vred mig i en unævnelig Pine. Det var mig umuligt at holde det længer ud. Der sad hun for mig, mørk, stirrende, uden al Sympathi, liig en ubønhørlig Skjæbne. Hun holdt mit Liv i sin Haand, ligesom jeg engang havde holdt hendes. Kun et Par Ord fra hendes Mund, og jeg vilde være udløst af denne dræbende Uvisheds Pine.
Men hun havde endikke et Ord tilovers for mig. Hun vilde ikke længer, hvad jeg vilde. Engang fulgte hun efter mig, hvor jeg gik, endog til sin Undergang. Nu flyer hun for mig paa alle mine Veje; selv om jeg kunde vise hende Vejen til Himmerige, troer jeg ikke, hun vilde følge mig.
Naar jeg seer tilbage over mit Liv, finder jeg et
stort, svælgende Mørke. Men utallige Lys glimte frem
af Mørket, store og smaa, himmelske og jordiske. Jeg
tænker nu nærmest paa de første, de talrige Tegn i mit
syndige Liv paa Guds faderlige Forbarmelse. Ligesom
Stjerne ved Stjerne paa en mørk Himmel træde de
frem for min jammerfulde Betragtning.
Jeg seer nu, hvorledes Gud var mig nær og greb ind i mit Liv den ene Gang efter den anden, for at
