434
bringe mig til Besindelse, advare, røre mig, drage mig til sig ved sine Velgjerninger. Der lader sig ikke tænke nogen ømmere, taalmodigere, mere udholdende Kjærlighed end den, Gud har viist mig Elendige. Men den samme — agter derpaa, alle I, som endnu have Øjnene oppe — den samme Kjærlighed viser han alle Mennesker, skjøndt under meget forskjellige Kaar. Jeg i min Tid agtede ikke derpaa eller slog det hastig hen; derfor er Døden bleven mig et Fortabelsens Mørke, og jeg er bleven kastet ud, hvor der kun, ved Mindet om den misbrugte Tid og den forspildte Kjærlighed, er Graad og Tænders Gnidsel tilbage.
Det er sandt, stundom lod jeg mig virkelig røre. Guds Haand fra det Høje var altfor tydelig, og Velsignelsen, den bragte, var altfor stor, til at det kunde undgaa min Agt. Jeg kunde i Øjeblikket have kysset, jeg kunde have grædt over denne velsignede Haand. Mit Hjerte var blødt og inderlig bevæget. Var jeg end kun svag i min Anger, saa var jeg dog stærk i gode Forsætter. Og det stod fast hos mig, at jeg aldrig vilde kunne glemme, hvor god Gud havde været imod mig.
Men jeg glemte det altsammen, Forsæt, Rørelse, Velgjerning, selve Gud! Det var ikke blot Letsindighed; jeg ogsaa vilde glemme. Jeg glemte det altsammen saa grundig, at, naar jeg atter befandt mig i Nød og Kvide, faldt det mig ikke engang ind, til hvem jeg havde at henvende mig for at finde Hjælp og Forbarmelse.
