Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/449

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

435

Sandelig, lad mig bekjende det saa højt, jeg formaaer, Skylden er ikke Guds, naar jeg ikke som en frelst, lyksalig Sjæl udgik af al Jordelivets Vaade.

Ligesaa rørende som simpel er hiin Fortælling om den gode Hyrde, som har en saadan Kjærlighed til Hjorden, at han endog er rede til at hengive sit Liv for den. Og hvert enkelt Faar er ham saa kjært, som om det var hele hans Hjord. Naar et Faar forvilder sig, forlader han alle de øvrige for at søge det ene fortabte, og han aflader ikke, med Smerte at søge, førend han finder det. Og naar han har gjenfundet sit Faar, bærer han det med Fryd tilbage paa sine Arme.

Naar jeg nu seer tilbage over mit Levnet, er det mig grangivelig, som om En havde søgt efter mig hele mit Liv igjennem, med al Kjærlighedens Smerte. Og jeg blev ofte, ak, ofte funden! Men atter og atter rev jeg mig løs for at gaa mine egne vilde Veje. Saa maatte jeg da tilsidst fortabes.

I hele mit Manddomsliv vidste jeg ikke af nogen alvorlig Sygdom at sige; min Natur syntes lige indtil det Sidste at ville trodse enhver Art af Skrøbelighed. Det Værste, jeg af Sygdom har prøvet, var en Øjensvaghed, som i nogle Uger tvang mig til at holde mig inde i et næsten fuldkomment Mørke. Det var en kummerlig Tid for mig, ikke alene kjedelig, men, jeg kunde gjerne sige, frygtelig. Ved denne Indespærring fik jeg ret en tydelig Forestilling om, hvad Cellesystemet i Fængslerne har at sige. Der gives ikke nogen større Pine