442
— Ikke endnu. — svarede han stille, med bævende Stemme: — Gud er min Trøst! —
Saa leed han det største og smerteligste Tab; han mistede sin dyrebare Hustru, og kort efter sit eneste Barn. Han stod paa sine gamle Dage ene i Verden, fattig og hjælpeløs.
Da trak Folk paa Skuldrene ad ham og sagde: — Nu nytter det ikke længer, at Du siger Nej; Du er dog ret et elendigt Menneske. —
— Nej, Venner, ikke endnu. — svarede han med tilbagetrængte Taarer: — Gud er min Trøst! —
Da fandt Folk, at der ikke var noget Udkomme med det Menneske, og vidste ikke at gjøre Bedre end at give ham Øgenavnet Paul Trøst.
Men han blev i Virkeligheden aldrig elendig. De sidste. Ord, han talte i Verden, vare disse: — Gud er min Trøst! —
Saa var han i Himmerige. —
— Elskede hun mig? — Dette Spørgsmaal
vender uophørlig tilbage hos mig. Det vil maaskee falde
Dig ind at sige, at det vel nu maa være mig ligegyldigt.
Men nej, det er det ikke. Her er Intet; Man maa
nøjes med det, som har været. Og det vilde, hvis
jeg da ikke bedrager mig selv, være mig en ubeskrivelig
Trøst at vide, at jeg havde været elsket af hende. Men
heri Helvede gives der ingen Trøst af nogensomhelst
