444
Omgangen med hende blev berørt, men som aldrig kunde fæste blivende Bo i mit Hjerte.
Elskede hun mig da? Hvad skal jeg svare? Saa meget er vist, nogen Anden lærte hun aldrig at elske. For Skinsygens Kval blev jeg i det Mindste fri, og er det endnu.
Hvad jeg aldrig kan glemme, er, at hun paa sit Dødsleje øjensynlig havde Noget paa Hjertet, Noget, som lignede en Kvindes fulde, hellige Kjærlighed. Hun anstrengte sig for at faa det frem; det ligesom spillede hende paa Læberne. Men det vilde ikke lykkes for hende. Det var ikke modnet endnu, og døde med hende, ligesom det ufødte Barn med sin Moder. Hvad var det, som gjorde hendes Hjerte saa brændende varmt, saa nidkjært paa det Sidste? Hvad var det, hvis det ikke var Kjærlighed?
Elskede hun mig da? — Ja eller Nej? — Ak, det er forgjæves, at jeg bryder mig med dette Spørgsmaal; jeg maa bekjende, jeg veed det ikke. Aldrig i sit Liv havde hun nogen Hemmelighed for mig. Hvis hun har elsket mig, saa var det hendes eneste, en Hemmelighed ganske vist ogsaa for hende selv, og den tog hun med sig i Graven.
Ligesom en Drøm staa de Dage for mig, hvilke
jeg sidst tilbragte vi Bethlehem, ligesom en Drøm, uagtet
der i al denne Tid neppe kom Søvn i mine Øjne.
Der var efter mange Vanskeligheder blevet anviist
