Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/459

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

445

os et lille Huus afsides i et Hjørne indenfor Klosterhegnet. Et uhyggeligt Rum var det; men vi førte mange Bekvemligheder med os, og ved Penge lod endnu flere sig bringe tilveje. Der laa hun paa sit sidste Leje, i det dæmpede Lys fra det høje, smalle Buevindue, som næsten forsvandt i den tykke, raa Muur, — der laa hun, bleg som en Lilie, dejlig selv i Døden, lige indtil det sidste Øieblik. Eftersom Blegheden tog til, blev hendes mørke Øje stedse mere straalende. Det var, som om Stjernen, der engang havde staaet over Bethlehem, lyste frem derigjennem. Og det var ikke hiin gustne Bleghed, som maler Døden i de indfaldne, stivnende Træk; det var hiin skjære, gjennemsigtige Bleghed, som vi ikke kunne give andet Navn end Forklarelse, som vidner højere imod Døden end selv de rødeste Kinder. Hun fik ikke Tid til at hentæres; hun døde i hele sin Ungdoms Glands og Fylde.

Nat fulgte paa Dag og Dag paa Nat, uden at vi agtede derpaa; der gaves ingen Tid for os længer. Næsten uafladelig ringede Klokkerne i Klosteret. Disse Klokker voldte mig en ubeskrivelig Pine; det var mig, som om de paastaaende og ubønhørlig krævede den Elskedes Liv af mig. Iøvrigt bekymrede Ingen sig om os. Prioren sendte os nogle indviede Palmer. For dem var jeg ham takskyldig; de syntes at glæde Lili. Jeg befæstede dem over hendes Hovedgjærde.

Hastig gik Kræfterne fra hende, og i samme Forhold blev hun bestandig uroligere. Hun vilde idelig