446
flyttes og vendes paa Lejet. Selv var hun magtesløs; jeg maatte tage hende i mine Arme som et lidet Barn. Ak, det var første Gang, siden hun var bleven voxen, at jeg saaledes vovede at savne hende! Naar jeg saaledes tog hende i mine Arme og løftede hende op, slog hun uvilkaarlig sine Arme om min Nakke. O, hvor kjærligt! Men hvor silde kom ikke denne Kjærlighed! — Jeg kunde ikke holde Taarerne tilbage; de dryppede paa hendes Ansigt.
— Min Ven, — sagde hun, og som en Engel smilede hun ad mig, — endnu bringer det mit Hjerte til at bæve, dette søde, overjordiske Smiil: — Min Ven, græder Du, mens jeg smiler? Jeg føler slet ingen Smerte, og snart vil jeg være fuldkommen lykkelig. Det er kun denne Uro, som piner mig. Jeg længes, — det forekommer mig nu, som om jeg hele mit Liv har længtes — efter det evige Hjemland hos Gud, hvor der er Glæde og Fred uden Ende. Snart vil jeg være der, — uden Dig, Otto, men kun for en stakket Stund. Vi skulle samles igjen for aldrig at adskilles mere. — Stemmen var næsten gaaet fra hende, og hendes Aandedræt var besværligt. Hendes Ord naaede kun som en Aandehvisken til mit Øre, afbrudte og i uregelmæssige Mellemrum.
— Min Ven, — vedblev hun efter et længere Ophold: — o, hvor sødt og lifligt har det ikke været mig at kalde Dig saaledes! — Otto, nu kan jeg sige Dig det, en stor, ja den største Deel af mit Liv har
