452
som om Glædesraab og Jubelsange overalt løde mig imøde. Natur og Aand forenede sig i een Lyksalighedshymne. Dette uendelige Velvære, denne fuldendte Lykke og Fred, som Alting aandede, gik mig med tusinde Henrykkelser til Hjertet, men, ak, kun for at volde mig tusinde potenserede Smerter!
I denne Stund begreb jeg først ret, hvad det er at længes. Hvorledes udstrakte ikke min Aand sig, i en Længde af det ene Tusinde Miil efter det andet! Det var en usigelig piinlig Fornemmelse. Har Du hørt tale om Prokrustes' Seng? Saa kan Du gjøre Dig et svagt Begreb om denne min Pine. Men jeg kunde ikke Andet end længes; jeg kunde ikke Andet end udstrække mig efter min tabte Salighed. Eden laa for mig; jeg var der, og jeg var der dog ikke. Af al denne Herlighed var ikke en Lysstraale, ikke en Vanddraabe, ikke saa meget som en Blomst eller et Blad til for mig. — O Du evige Barmhjertighed, blot en Vanddraabe, — jeg mener, blot een eneste Taare!
Men hvor var den talløse Vrimmel af lyksalige Sjæle? Endnu havde jeg ikke seet een eneste. Edens Have syntes ligesaa tom som paa den Dag, da Adam og Eva vare blevne uddrevne derfra. Jeg følte mig pludselig greben af et brændende Savn. — O, I mine Dyrebare, Uforglemmelige, hvor ere I henfarne, hvis I ikke er her? — Min Sjæl ligesom streg efter dem. Først faldt min Tanke paa Tante Betty. Hvorfor netop først paa hende, kan jeg ikke forklare. Der var
