Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/467

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

453

jo dog en Anden, som stod min Sjæl endnu langt nærmere.

Men i samme Øjeblik saae jeg hende for mig! Uvilkaarlig udbredte jeg mine Arme og styrtede frem. — Ak, der er endnu længer mellem Pine og Paradiis, end der er mellem Helvede og Verden, og, hvad Mere er, der er en svælgende Afgrund imellem, saa at Ingen kan komme hverken hid- eller didover! Men jeg saae hende for mig, den kjære Tante Betty, saa tydelig, som om der kun havde været en Armslængde imellem os. Det var hende lyslevende, dog, hvor forandret! Hun var forklaret i en evig Ungdom og Skjønhed. Hendes Skjønhed var ligesaa pletfri og fuldkommen som det hvide, skinnende Klædebon, hvori hun var hyllet. Blidt bevæget af lykkelige Tanker vandrede hun stille frem ad en ynderig Sti, paa hvilken der ikke fandtes nogen Steen, hvorpaa hun kunde støde sin Fod. En himmelsk Fred var udbredt over hendes dyrebare Aasyn. Hvad hun følte, hvor lykkelig hun var, det sagde mig i eet Træk Smilet i hendes Øje, om hendes Mund. Hun havde overvundet Alt, ja Alt! Ikke saa meget som en Skygge af Sorg eller Vee var bleven tilbage.

Jeg kunde have grædt bitterlig i dette Øjeblik. Ak, hvor ofte hændes mig ikke dette! Men mit Hjerte forblev tørt og brændende uagtet al sin Rørelse; Velsignelsens Kilde var ganske udtørret. Alt, hvad Tante Betty havde været for mig, al hendes Kjærlighed og Opoffrelse randt mig ihu. Og nu forstod jeg hende