454
fuldkommen, først nu. Thi — det er det Vidunderligste — jeg ikke alene saae hende lige for mig, men jeg kunde see ind i hendes Inderste. Alt, hvad hun aandelig havde oplevet, hvad der var foregaaet i hende, hvad hun havde lidt og stridt, laa for mig ligesom et opgjort Regnskab. Ja, nu forstod jeg hende. Engang, medens hun var ung, havde min Fader i en haard Strid broderlig staaet ved hendes Side; hun havde i en øde Verden fundet et Asyl i hans Kjærlighed. Det kunde hun aldrig glemme ham. Til Gjengjæld havde hun afgjort med sig selv, at offre ham hele sin øvrige Tilværelse. Det var Nøglen til hendes Liv, for saa vidt som jeg havde lært det at kjende. Og denne sin Iid var hun bleven tro indtil Enden. Men Opoffrelsen var ikke alene kommen min Fader tilgode, men utallige Andre. Blandt disse Andre var jeg den Allernærmeste.
Min Fader — Lili! — Samtidig blev Tanken om disse mine Kjære levende hos mig. Og i samme Nu traadte de frem for mit Blik, ud af Lundens Skygger. Tante Betty syntes at være gaaet dem imøde.
Ved at see Lili blev jeg ligesom ude af mig selv. Min Sands forvirredes; det svimlede for mig. Det var, som om Synet igjen skulde forsvinde. Men det forsvandt ikke; med den samme fuldkomne Klarhed og Ro traadte ogsaa disse elskede Skikkelser frem for min Betragtning. Der var intet Træk, hverken i deres indre eller ydre Væsen, som undgik mig. Med Grund
